Lederblog

Det er en dødssejler som ’Titanic’ – lad os komme fra borde i tide
Sundhedsplatform
STEN OYRE,SPECIALLÆGE I PSYKIATRI, OVERLÆGE
JEG ER SPECIALLÆGE i psykiatri, overlæge og vred. Meget vred. Jeg er faktisk rasende på Sundhedsplatformen. Og efter at have brugt tre måneders gratis overarbejde, weekender og aftener i et forgæves forsøg på at mestre og forstå Sundhedsplatformen, er jeg nået frem til en endelig dom, som jeg hermed signer (sundhedsplatformsprog for underskriver). Her er præmisserne for min dom:
Sundhedsplatformen er et ufattelig tidrøvende og gammeldags brugeruvenligt it-system. Den koster patienterne liv på grund af lange ventelister og ringere behandling. Sundhedsplatformen er ødelæggende for både arbejdsglæde og faglighed for sygehusansatte på Sjælland og gør sundhedspersonale fysisk og psykisk syge i et stort omfang.
Med en udgift på ca. 4 milliarder indtil nu er Sundhedsplatformen danmarkshistoriens største it-skandale; udgiften stiger, jo længere fejlkøbet forsøges repareret! Den kan ikke reddes, ej heller i 2020 eller 2030. Glem det. Sundhedsplatformen er bygget på gammel teknologi og med en grundlæggende ubrugelig brugergrænseflade. Det er ’Titanic’, en dødssejler – lad os komme fra borde nu!
Signeret som i Sundhedsplatformen: Sten Oyre, Sten Oyre, Sten Oyre & Sten Oyre (ja, så mange gange skal man signere en simpel indtastning på Sundhedsplatformen).
Enkelte kunne her tænke: Åh nej, endnu en klynkende læge og it-ignorant, som ikke er omstillingsparat og i øvrigt ikke ved, hvad han snakker om. Til det må jeg sige nej. Jeg mener faktisk at have ret gode forudsætninger for at analysere, vurdere og endelig kassere Sundhedsplatformen.
Jeg har i en forskerkarriere lært fem computersprog, og da jeg læste lidt datalogi og matematik på universitetet, lavede jeg mit eget programmeringssprog, Tine.
Jeg havde 7 syv pc’er, fordi jeg blev nødt til at arbejde på tre pc-platforme (Linux, Windows og Mac) både hjemme og på arbejde. Det har faktisk været en spøjs hobby for mig at sætte mig ind i nye it-systemer.
JEG HAR I 15 ÅR glædet mig til, at vi fik Sundhedsplatformen. Glædet mig som et lille barn til juleaften. At åbne gaven gav i rækkefølge følgende reaktioner hos mig: lammende chok, skuffelse, rædsel, resignation, vrede, væmmelse, apatisk resignation, mere vrede – for så at ende i nu rødglødende raseri. Her er nogle få af mine observationer efter tre måneders triste studier:
Manualerne er som Sundhedsplatformen selv, monstrøse, uoverskuelige og ubehjælpelige. Man lærer bedst gennem leg, men den er komplet umuligt at lege med, dens brugerinterface fremstår tudsegammelt og er det mest håbløst uintuitive, jeg nogensinde har set.
En million unødvendige klik og spørgsmål. Når man f.eks. skal ordinere vanlig medicin, koster det cirka 20 klik. Afslutningen er surrealistisk tåbelig:
1) Send recept, 2) Accepter, 3) Signer,
4) Skift faneblad, 5) Find signer, 6) Signer.
Da Sundhedsplatformens e-mailsystem er besværligt, kører vi dobbelt
kalender og e-mail-system og bruger
Outlook ved siden af. Dybt godnat og
besværligt og datasikkerhedsmæssigt problematisk.
Samarbejdet imellem det gamle system og moderne databaser uden for Sundhedsplatformen er svært dysfunktionelt, idet de ikke taler samme sprog. Derfor er samarbejdet med Fælles Medicinkort (FMK) besværligt og potentielt livsfarligt. Der er sket og vil ske tusindvis af fejl. Patienter bliver tabt i overgange imellem afdelinger, fordi det er så komplekst og besværligt.
JEG VIL SKÅNE læseren for flere hovedrystende fejl, men tro mig, jeg kunne blive ved og ved. Jeg mærker en tiltagende irritation og vrede, når jeg ser de store plakater på ambulatoriet med teksten: ’Sundhedsplatformen – en stor forandring, en stor forbedring’. Den sidste sætning er i den grad fake news.
Så ja, Sundhedsplatformen gør mig nu rødglødende rasende. På egne vegne. På mit fags vegne. På vegne af Danmark med en stor milliardregning, på Region Sjællands kriseramte sundhedsvæsens vegne (de stakler ved ikke, hvad der venter dem). Og sidst, men ikke mindst, på patienternes vegne. Hvor mange lig, fejlmedicineringer og længere ventelister skal der til? Og nej, Sundhedsplatformen bliver ikke meget bedre, om så der bliver brugt yderligere adskillige 100 millioner på udbedring af fejl og mangler i årevis. ’Titanic’ kan ikke reddes.

-Politiken 27.9.2017

 

Nødråb til Christiansborg. HJÆLP!
admin on september 9, 2018
En kollega er lige flyttet til Århus fra Svendborg. Mødte ham i går. Han trængte til nye udfordringer. Han ville egentlig hellere have flyttet til Sjælland. Gæt hvorfor han valgte Århus?

Rigtigt, han kunne ikke drømme om at flytte til et område hærget af Sundhedsplatformen! Hvor længe kan specielt region Sjælland holde til den åreladning af læger, som forsvinder nu/ikke kommer pga. Sundhedsplatformen? Hvor længe?

Vi er et land i borgerkrig. IT-sundheds-borgerkrig. Eller retter har været. For Vestdanmark og MidtEPJ har vundet slaget forlængst! Tillykke til Region Nordjylland med det fornuftige valg af MidtEPJ.

Alle ved det. ALLE. Medierne. Befolkningen. Patienterne. Sundhedspersonalerne. De fleste på Christiansborg:

MidtEPJ >>>>>>>>>>>>>>Sundhedsplatformen

Personaler flygter vest. Over ‘EPJ muren’ naturligvis.
Til landsdelen, der flyder med IT-mælk og EPJ-honning!
Fra landsdelen, hvor slave pigtråd it-EPJåget gør ondt. Ydmygende ondt.

Der er kun enkelte faktaresistente regionsrådspolitikere og topadministration i øst tilbage som tror på Sundhedsplatformen.

Sophie Hæstrup og Heino Knudsen: Hvad skal der til før I erkender slaget er tabt. Sundhedsplatformen har tabt. At I ikke vil erkende slaget er tabt begynder at blive meget pinligt. Og sørgeligt. Og dyrt. Sindssygt dyrt økonomisk. Menneskeliv dyrt. Splitter Danmark dyrt. Velfærd dyrt.

At I bliver ved med at smide gode penge efter dårlige.
At I bliver ved med at ride videre på en død hest.
At i bliver ved med ikke at høre nødskriget fra de vigtigste af alle. Brugerne. LYT. Lyt til 2,5 års erfaring:

72% af sygeplejerskerne råber nu NEJ
83% af lægesekretærerne råber nu NEJ
84% af lægerne råber nu NEJ
Kilde: Små Facebook stikprøver meningsmålinger ikke anonymt i de største respektive faggruppers Facebook grupper.

Det er på tide at stoppe Danmarkshistoriens største og værste IT-skandale. NU. Vi har ikke råd til en EPJ mur.

Vil I på Christiansborg ikke godt nok hjælpe.
Til alle på Christiansborg:
Vil i ikke godt nok hjælpe. PLEASE.

NB. Billed ikonisk. En soldat fra østtyskland springer over til vesttyskland.
Tear down this EPJ wall Christiansborg!